En farverig verden!
Besøg på Kemotextil:
Onsdag den 30 marts havde Textilforeningen arrangeret besøg på Kemotextil i Herning og det blev et særdeles interessant besøg for de 27 deltagere som blev guidet rundt af ejeren Allan Kristensen. Allan ejer 66 % af firmaet og Henrik Ellerbæk, som var med til at starte det i 1968, ejer stadig 33%.
På Kemotextil satses på farvning og efterbehandling af tekniske tekstiler, for eksempel operationstøj, artikler til medicinal- og ortopædisk brug, tekstiler til ventilationsanlæg og vandfiltrering og meget mere. Stille og roligt er udstyret moderniseret. Fabrikken er gået positivt med i samfundets miljøindsats og arbejder intensivt med at begrænse forbruget af vand. Der er stadig liv, penge og fremtid i dansk produktion siger Henrik Ellerbæk. Og firmaets væsentligste styrke er fleksibilitet og hurtighed.
Efter rundvisningen, hvor flere af maskinerne var i operation, blev der serveret kaffe og der var stor spørgelyst til Allan Kristensen.
Textilforeningen siger tak for et spændende fyraftensmøde.